Siden er under opbygning.

Fra omslaget i bogen: „Jeg bliver dagligt mindet om min beslutning for så mange år siden, der havde så katastrofale konsekvenser for mig. Når jeg holder min medicin i hånden hver aften siddende på sengekanten, tænker jeg ofte på den nat på toilettet i London, med den første kvarte pille mellem mine fingre. Ecstasyen tog jeg i tolv weekender, medicinen skal jeg tage resten af livet. Det er da noget af et ‘før og efter’-billede, der er til at forstå.“

Fra omslaget i bogen:
Line Risberg, født 1975 i Vanløse og opvokset i Rødovre. Gik på Nyager Skole de første ni år og derefter på efterskole i Frederiksværk. Gennemførte HF på kostskolen i Birkerød.
Efter at have rejst jorden rundt arbejdede hun som journalist og tog mange år senere multimediedesigneruddannelsen i Hillerød. I dag holder hun foredrag på fuld tid på skoler rundt i hele landet, for både elever og forældre.  
 
Fra bagsiden af bogen:

Line var flittig og ambitiøs i skolen. Læste sine lektier, stræbte efter høje karakterer, havde store forhåbninger
med livet og kunne ikke drømme om hverken at ryge eller tage stoffer. Alligevel lod hun sig friste til at prøve en pille ved en technofest i London. Bare en enkelt pille.

Dette skæbnesvangre valg kommer til at forandre Lines liv. De følgende måneder er præget af fester, hvor ecstasy giver intense oplevelser af musik, farver og nærvær.
Snart rejser Line ud i verden, og festerne fortsætter i andre storbyer. Men efter 12 weekendparties er det slut.

Nedturene begynder og med dem en hverdag, der er fyldt af angst og panikanfald, og en hukommelse, der går mere og mere i opløsning. Hun forsøger at skjule, hvad der er galt.

Selv over for sine ellers forstående forældre, sin læge og den psykiater, som hun konsulterer, efter at hun fortvivlet har fundet sig selv med benene ude over altankanten på 16. etage i et højhus tæt ved barndomshjemmet i Rødovre.

Det bliver en lang kamp for at få en normal tilværelse, og Line er i dag dømt til at tage medicin resten af livet.

 

Uden den dukker angsten og depressionen op. Hendes hjerneskader er permanente, og medicinen indebærer, at hun nok aldrig kan få børn.

I dag holder Line foredrag om sine oplevelser med ecstasy, et partydrug, som op mod 15 % af de danske unge mellem 18 og 25 har stiftet bekendtskab med. Lines beretning er en stærk advarsel mod at tro, at man kan være på ecstasy i weekenderne – uden at skulle betale en pris.

Når festen er forbi er et personligt vidnesbyrd om små valg med store konsekvenser. Uden omsvøb og uden fordomme fortæller Line Risberg om, hvordan brugen af kemiske rusmidler kan sætte sine mærker for livstid.


Uddrag fra bogen:

'' I starten skete der ingenting, men pludselig kunne jeg høre elementer i musikken, jeg ikke havde lagt mærke til før, småbitte nye instrumenter, der fik hårene til at rejse sig på armene. Og så kom stormen indefra. Den blæste alle sanserne helt frem i kroppen. Musikken blev så intens, at jeg begyndte at græde. De berøringer, jeg før havde fundet meget grænseoverskridende, blev små orgasmer. Fremmede mennesker, jeg aldrig havde mødt før, bad jeg om at puste mig i nakken og på mine bare skuldre. Og når jeg alligevel var begyndt at tale med dem, kunne jeg lige så godt blive ved, for jeg var rent faktisk det mest interessante menneske, jeg kunne forestille mig, nogen kunne møde. Og min generthed og usikkerhed var ubegrundet. Jeg var smuk, bevægede mig sexet til musikken, og det, jeg følte, følte alle andre i den store teatersal også. Min anden familie. Aldrig havde jeg følt så stærk en samhørighed og kærlighed. Jeg kunne holde af mennesker uden at skulle forklare dem hvorfor, og de kunne holde af mig uden af have en grund. Min selvtillid var altoverskyggende, en selvtillid, jeg aldrig havde følt før. Alt var her og nu, så intenst.''

''Og pludselig levede jeg med en risikovillighed, som ingen nogen sinde ville gætte på, at jeg havde i mig. Line Risberg, pigen, der, siden hun var 11 år, havde drømt om at blive journalist og elskede skolen. Naboens pæne pige, der i en alder af 16 år løb sin første maraton og brugte megen energi på en sund krop, stod i gamle fabrikshaller og smeltede ind i et ecstasyfællesskab, der lugtede syrligt af poppers, så stofferne virkede hurtigere.''


Billede og uddrag fra bogen: 'Når fester er forbi'

''Jeg var næsten tre måneder henne. I godt og vel tre lange måneder havde jeg været gravid uden at lægge mærke til det. I over tre måneder havde jeg taget alle mulige forskellige slags medicin mod depression, psykose, søvnbesvær, epilepsi, og ingen af mine læger turde tage ansvaret for, hvordan det havde påvirket mit lille barn, der nu voksede inde i min mave og havde overlevet sin første tredjedel derinde.

Om jeg ville beholde barnet eller ej, var fuldstændig op til mig selv, men jeg skulle ikke lukke øjnene for de forskellige risici ved at have taget så meget forskelligt og så store doser medicin i løbet af de tre første måneder af celledelingen.
Ingen af mine læger rådede mig til at gennemføre.
Beslutningen skulle tages meget hurtigt, for ellers overskred jeg den tidshorisont, hvor man kunne få foretaget en abort. Og beslutningen skulle tages af mig selv. ''

Billede og uddrag fra bogen.
''Hjemme stillede jeg mig under bruseren og lod både vandet og tårerne løbe. Denne gang var jeg ikke bange for at bryde sammen, faktisk ville jeg gerne finde ud af, hvad der var på den anden siden af et sammenbrud.

Men ved I, hvad der er på den anden side af et sammenbrud? Ingenting. Absolut ingenting. Ingen forløsning, ingen tilflugt til en bedre tilstand.
Bare ingenting, et vakuum af tomhed og en ubeskrivelig følelse af bundløs ulykkelighed.
Jeg havde ramt bunden, det var jeg slet ikke i tvivl om.

Line Risberg, 26 år. Jeg havde brugt de sidste fire år af mit liv på depression, psykose, søvnbesvær, paranoia og medicinsk behandling deraf. Som resultat af for meget og for mange forskellige slags medicin en masse bivirkninger og epileptiske anfald. Jeg havde taget 20 kilo på, i flere år løjet over for dem, der stod mig nærmest, fejlet i drømmen om egen familie og i frustration og sorg skræmt de mennesker væk, jeg elskede. Jeg kunne ikke synke lavere.''